23948sdkhjf

Anonym henvendelse fælder sjællandsk Lidl: Det får det af konsekvenser

Fødevarestyrelsens besøg hos en sjællandsk Lidl-butik har medført flere indskærpelser og opfølgende besøg

Brunlige belægninger og indtørret væske. 

Det er blot et udpluk af en række overtrædelser, som Fødevarestyrelsen kunne konstatere ved et kontrolbesøg i Lidl Vordingborg, skriver Sjællandske Nyheder på baggrund af en kontrolrapport fra 7. februar.  

Kontrolbesøget er sket "på baggrund af en anonym forbrugerhenvendelse", noterer styrelsen i sin rapport. 

Her har Lidl-butikken fået noteret en smiley med lige mund, der ifølge Fødevarestyrelsen betyder "indskærpelse, påbud, forbud eller daglige tvangsbøder". 

"Det indskærpes, at lokaler, hvor der findes fødevarer, skal holdes rene. Alle redskaber, udstyr og tilbehør, som kommer i berøring med fødevarer, skal holdes ordentligt rene/rent og om nødvendigt desinficeres", skriver Fødevarestyrelsen i rapporten. 

Flere overtrædelser

Heri noterer man blandt andet, at "gulvet under inventar med brød og kager i butik fremstår med ansamlinger af støv og nullermænd" ligesom der "flere steder i butikken konstateres støvansamlinger på særligt de nederste og øverste hylder hvor produkter opbevares og udbydes til salg". 

Og særligt grelt har det stået til på en plads med slikposer samt et specifikt sted i grøntafdelingen, hvor der "på væggen langs øverste hylde i butikken, hvor der opbevares slikposer, konstateres indtørret opsprøjt af væske", mens der "på hylde i grøntafdeling, hvor der opbevares porre, konstateres brunlige indtørrede væsker under kasserne med porre".

Over for Sjællandske Nyheder beklager Lidls kommunikationschef, Claus Krogh, fejlene og erklærer, at det "naturligvis ikke er acceptabelt over for hverken vores kunder eller for os selv". 

- Vi kan i øvrigt tilføje, at vi siden besøget har fulgt op på butikkens interne processer, opkvalificeret medarbejdere og selvfølgelig fået løst de rengøringsopgaver, som Fødevarestyrelsen har sanktioneret os for, tilføjer han i et mailsvar til mediet. 

Lidl i Vordingborg har efterfølgende fået pålagt to gebyrpålagte, opfølgende kontroller. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: dagligvarehandel kontrol
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078